Siegfried Lenz (1926-2014) slog med ’Tysktime’ sit navn fast som en af Tysklands tre store efterkrigstidsforfattere. Lenz er født i Østpreussen, men boede hele sit voksne liv i Hamburg. Dog tilbragte han i mange år somrene på Als og fik dermed en særlig tilknytning til Danmark. Lenz engagerede sig i politik for socialdemokraterne og blev en nær ven af kansler Helmut Schmidt. Lenz har fortalt, at når han og Helmut Schmidt mødtes, talte de om bøger, ikke fordi digtningen kan ændre verden, men den kan gøde jorden for en ny politik. Digtningen kan blandt andet advare mod dæmonerne – troldene, som holder på deres anonymitet og hylder hjemstavnen. De spejler sig i den sterile vanddråbe fra den hjemlige vandhane og ser kun sig selv. Samtidig har de kun hovmod tilovers for alle andre. Indskrænkethedens arrogance, der ringeagter vores globale opgave. De mennesker, der fejrer deres lille fællesskab som indbegrebet af verden, det kaldte Lenz trolddomsvæsen. Selv om digtningen altså virker med forsinkelse, er de bedste forfattere heldigvis synske.
Blandt Lenz’ øvrige romaner og noveller, som er oversat til dansk, kan nævnes ’Forhistorien’, ’Historier fra Bollerup’, ’Et forbillede søges’ og, fra 2008, ’Et minuts stilhed’, et lille mesterværk om en stor drengs forelskelse i sin lærerinde. Flere af Lenz’ værker, bl.a. ’Tysktime’ er filmet til tv.